Vores er en verden i svimlende fald. En verden, der sværmer med teknologisk mediering, der sammenfletter vores hverdag med abstraktion, virtualitet og kompleksitet. XF konstruerer en feminisme, der er afstemt efter disse realiteter: En feminisme af hidtil uset snedighed, format og vision; en fremtid hvor realiseringen af kønsretfærdighed og feministisk frigørelse bidrager til en universel politik, der bygger på alle menneskers behov på tværs af race, evne, økonomisk standpunkt og geografisk placering. Ikke flere udsigtsløse gentagelser i kapitalens trædemølle, ingen underkastelse til arbejdets slid, hverken det produktive eller reproduktive, ingen tingsliggørelse af det givne maskeret som kritik. Vores fremtid kræver en afforstening. XF er ikke et kald til revolution, men en satsning på historiens lange løb, der kræver fantasi, smidighed og vedholdenhed.

XF griber fremmedgørelse som en drivkraft for at skabe nye verdener. Vi er alle fremmedgjorte – men har vi nogensinde været andet? Det er gennem, og ikke på trods af, vores fremmedgjorte tilværelse, at vi kan frigøre os fra umiddelbarhedens søle. Frihed er ikke givet – og det er sandelig ikke givet af noget ’naturligt.’ Konstruktionen af frihed involverer ikke mindre, men mere fremmedgørelse; fremmedgørelse er et arbejde, der skaber frihed. Intet bør accepteres som fikseret, permanent eller ’givet’ – hverken materielle forudsætninger eller sociale former. XF muterer, navigerer og udforsker alle horisonter. Enhver, der er blevet anset som ’unaturlig’ i mødet med regerende biologiske normer – og enhver, der har oplevet uretfærdigheder i den naturlige ordens navn, vil indse, at glorificeringen af ‘naturen’ intet har at tilbyde os – queers og transpersoner iblandt os; de forskelligt-evnede; og de som har lidt diskrimination på grund af graviditet eller pligter forbundet med børneopdragelse. XF er aggressivt antinaturalistisk. Essentialistisk naturalisme emmer af teologi – jo før den bliver uddrevet des bedre.

Hvorfor er der så få eksplicitte og organiserede forsøg på at gentænke teknologier mod progressive kønspolitiske mål? XF ønsker at anvende eksisterende teknologier strategisk til at omprogrammere verden. Der er seriøse risici indbygget i disse redskaber; der er tilbøjelige for ubalance, misbrug og udnyttelse af de svageste. Snarere end at lade som om, der ikke er noget på spil, advokerer XF for den nødvendige opbygning af teknopolitiske brugerflader, der imødegår disse risici. Teknologi er ikke i sig selv progressiv. Teknologiens muligheder er smeltet sammen med kulturen i et positivt feedback-loop, der umuliggør lineær sekventering, forudsigelser og absolut forsigtighed. Teknovidenskabelig innovation bør nødvendigvis opkobles til en kollektiv teoretisk og politisk tænkning, hvor kvinder, queers og ikke-kønskonforme personer spiller den vigtigste rolle.

Teknologiens sande frigørende potentiale er endnu urealiseret. Fodret af markedet er teknologiens hastige vækst forskudt af kunstig oppustethed, imens elegant innovation overgives til køberen, hvis stagnerede verden den dekorerer. Udover det støjende rod af kommercialiseret dårlig kode ligger den ultimative opgave i at konstruere teknologier, der bør bekæmpe ulige adgang til reproduktive og farmakologiske værktøjer, miljømæssige katastrofer, økonomisk ustabilitet såvel som farlige former for ulønnet/underbetalt arbejde. Kønsulighed kendetegner stadig de felter der opfinder, bygger og lovgiver vores teknologier, imens kvindelige arbejdere indenfor elektronik (for blot at nævne én industri) udfører noget af det værst betalte, monotone og invaliderende arbejde. Sådanne uretfærdigheder kræver en strukturel, maskinel og ideologisk udbedring.

Xenofeminisme er en rationalisme. Det at hævde, at fornuft eller rationalitet ’fra naturens side’ er et patriarkalsk foretagende, er at indrømme sit nederlag. Det er sandt, at den kanoniske ’idéhistorie’ er domineret af mænd, og at det er mandlige hænder, vi ser ved roret af nutidens videnskabelige og teknologiske institutioner. Men det er netop derfor, at feminismen bør være en rationalisme – på grund af, og ikke på trods af, denne kummerlige ubalance. Der er hverken en ’feminin’ eller ’maskulin’ rationalitet. Videnskab er ikke et udtryk for, men en suspendering af sociale køn. Hvis videnskaben i dag er ledet af maskuline egoer, er den i modstrid med sig selv – denne selvmodsigelse kan udnyttes. Ligesom information vil fornuft være fri, og patriarkatet kan ikke frigøre den. Rationalismen må selv være en feminisme. XF markerer det punkt, hvor disse udsigelser krydses i en gensidig afhængighed. XF gør fornuft til en motor for feministisk frigørelse og erklærer alles ret til at tale som ingen bestemt.

Overfloden af beskedenhed i de seneste årtiers feministiske agendaer er ikke proportionel med virkelighedens monstrøse kompleksitet – en virkelighed krydsskraveret af fiberoptiske kabler, radio- og mikrobølger, olie- og gasledninger, lufts- og skibsruter og den vedholdende simultane eksekvering af millioner af kommunikationsprotokoller, der foregår hvert millisekund. Systematisk tænkning og strukturel analyse er stort set bortfaldet til fordel for prisværdige, men utilstrækkelige kampe, der er bundet til faste lokaliteter og fragmenterede oprør. Hvor kapitalismen forstås som en kompleks og evigt ekspanderende totalitet, er mange vordende antikapitalistiske frigørelsesprojekter stadig dybt frygtsomme for overgangen til det universelle. De modstår det større billede i spekulativ politik ved at anskue dem som absolut undertrykkende vektorer. En sådan falsk garanti behandler universaler som absolutte og skaber en invaliderende kløft mellem det, vi søger at afsætte, og de strategier, vi fremmer for at afsætte det.

Global kompleksitet åbner op for presserende kognitive og etisk krav. Disse er prometiske ansvar, der ikke kan forblive uadresserede. Meget af det 21. århundredes feminisme – fra resterne af postmodernismens identitetspolitik til store dele af samtidens økofeminisme – kæmper for at adressere disse udfordringer på en måde der producerer håndgribelige og vedvarende forandringer. Xenofeminismen bestræber sig på at leve op til disse forpligtelser som kollektive agenter, der er i stand til at bevæge sig mellem adskillige niveauer af politisk, materiel og konceptuel organisering.

Vi er stædigt syntetiske, utilfredse med analyser alene. XF skynder til konstruktive svingninger mellem beskrivelser og forskrifter for at mobilisere samtidsteknologiernes vedvarende potentiale for at ændre køn, seksualitet og magtuligheder. Givet at der er en række kønslige udfordringer, der er direkte relateret til livet i vores digitale tidsalder – fra sexchikane via sociale medier, til doxxing, privatliv og beskyttelsen af billeder online – så kræver vores situation en feminisme, der køligt forstår computerens beregninger. I dag er det essentielt, at vi udvikler en ideologisk infrastruktur, der både støtter og faciliterer feministiske interventioner indenfor de forbundne elementer i den kontemporære verden af netværk. Xenofeminismen handler om mere end digitalt selvforsvar og frihed fra patriarkalske netværk. Vi ønsker at kultivere udøvelsen af positive friheder – frihed til snarere end frihed fra – og at få feminister til at væbne sig med evnen til at genanvende eksisterende teknologier og opfinde nye kognitive og materielle værktøjer til at opnå fælles mål.

De radikale muligheder, der opstår ved at udvikle (og fremmedgøre) former for teknologisk mediering, bør ikke længere udnyttes til kapitalens fordele, som per definition kun gavner de få. Der er en uophørlig strøm af værktøjer, der kan annekteres, og selvom ingen kan påstå deres fuldstændige tilgængelighed, har digitale værktøjer aldrig været mere tilgængelige og åbne for tilegnelse, end de er i dag. Dette er ikke en forvrængning af det faktum, at en stor andel af verdens fattige påvirkes negativt af den voksende teknologiske industri (fra fabriksarbejdere under afskyelige omstændigheder til de ghanesiske landsbyer, der er blevet lossepladser for de globale magters elektroniske affald), men en eksplicit anerkendelse af disse omstændigheder som endnu et mål, vi skal eliminere. Ligesom opfindelsen af aktiemarkedet også var opfindelsen af krakket, forstår Xenofeminismen, at teknologisk innovation ligeledes må foregribe sine systemiske forudsætninger på en ansvarlig måde.

XF forkaster illusion og melankoli som politiske hæmmere. Illusion som værende den blinde forudindtagelse om, at de svage kan vinde over de stærke uden strategisk koordination, hvilket kun leder til uopfyldte løfter og umobiliserede angreb. Der er her tale om en strategi, der vil så meget, men ender med at opbygge så lidt. Uden arbejdet af kollektive sociale organisationer i stor skala er ens erklærede ønsker om global forandring ikke andet end ønsketænkning. På den anden side er det melankolien – der er så endemisk på venstrefløjen – der lærer os, at befrielsen er en uddød race, som bør begrædes, og at små handlinger af flygtig modstand er det bedste, vi kan håbe på. I værste fald skaber denne attitude intet andet end politisk træthed, og i bedste fald bibringer det en atmosfære af gennemgribende fortvivlelse, som alt for ofte degenererer til fraktionalisme og smålig moralisering. Den melankolske dårligdom fordrer blot politisk træghed og – under dækket af at være realistisk – slukker alt håb om at kalibrere verden anderledes. Det er imod disse sygdomme, at XF inokulerer.

Vi anser de politiske agendaer, der udelukkende fejrer det lokale for at undergrave bølgerne af globale abstraktioner, som utilstrækkelige. Tilbagetrækning eller forkastelse af kapitalismens maskineri vil ikke få den til at forsvinde. På samme måde forholder det sig med forslagene om at trække i nødbremsen på de indbyggede hastigheder, ønsket om at sænke farten og nedskalere, som kun er en mulighed for de få – en partikulær og eksklusiv voldelighed – som ultimativt medfører katastrofen for de mange. At nægte at tænke hinsides mikrosamfundet; at fostre forbindelser mellem splintrede oprør; at overveje, hvordan emancipatoriske taktikker kan skaleres op til en universel implementering, er at se sig tilfreds med midlertidige og defensive handlinger. XF er et offensivt og aktivt væsen, der kamplystent insisterer på muligheden for social forandring på en stor skala for alle vores fremmede pårørende.

Idéen om verdens omskiftelighed og kunstighed synes at have falmet fra nutidige former for queer- og feministisk politik. I stedet har vi en mangfoldig, men statisk konstellation af kønsidentiteter, der i sit dystre lys stædigt genopretter lighedstegnet mellem det gode og det naturlige. Igennem en (måske) prisværdig udvidelse af grænserne for ’tolerance’ bliver vi alt for ofte bedt om at søge trøst i ufrihed med påstande om, at vi er ‘born this way’; som om man undskyldte sig med naturens velsignelse. Alt imens fortsætter det heteronormative centrum ufortrødent. XF udfordrer denne centrifugale referent, velvidende at biologisk og socialt køn eksemplificerer balancepunktet mellem norm og kendsgerning, mellem frihed og trang. At dreje balancepunktet i retningen af det naturlige er i bedste fald en defensiv indrømmelse og at flygte fra det, der gør trans- og queer-politik til mere end en lobbyvirksomhed: At den er en hård insisteren på frihed imod et system, der synes uforanderlig. Som enhver myte omkring det givne opfindes et stabilt fundament for en verden bestående af kaos, vold og tvivl. Det givne afsondres i den private sfære med en forsikring om dets sandhed, mens det trækker sig tilbage på alle fronter vedrørende de offentlige konsekvenser. Da muligheden for at transitionere blev virkelig og kendt, splintredes graven under naturens alter, og nye historier – strittende med nye fremtider – vristede sig løs fra den gamle kategori ’biologisk køn’. Det sociale køns disciplinære gitter er et forsøg på at reparere det splintrede fundament og tæmme de liv, der undslap det. Tiden er nu kommet til at nedrive dette alter fuldstændigt og ikke knæle sig med en ynkelig ytret undskyldning overfor den lille smule autonomi, der er vundet.

Hvis ‘cyberspace’ engang lovede at befri os fra strukturerne af essentialiserende identitetskategorier, er klimaet omkring samtidens sociale medier svunget kraftigt i den modsatte retning og er blevet et teater, hvor disse knæfald til en bestemt identitet opføres. Disse kuratoriske praksisser medfører puritanske ritualer bestående af moralsk vedligeholdelse, og disse stadier bliver alt for tit overrumplet af fornægtede glæder omkring beskyldninger, shaming og fordømmelse. Platforme, der er værdifulde i deres forbindelser, organisering og færdighedsdeling, forstoppes af forhindringer mod den produktive debat og bliver maskeret, som om forhindringerne selv var debatter. Denne puritanske skammelighedspolitik – der feticherer undertrykkelse, som om det var en velsignelse, og spreder røgslør gennem moralistiske raserianfald – efterlader os følelseskolde. Vi vil hverken have rene hænder eller smukke sjæle – hverken dyd eller rædsel. Vi vil besidde overlegne former for fordærv.

Alt dette viser, at opgaven med at konstruere platforme for social frigørelse og organisering ikke kan ignorere de kulturelle og semiotiske mutationer, som disse platforme tilbyder. Det, der skal omstruktureres, er de memetiske parasitter, der vækker og koordinerer adfærd på måder som deres værtsorganismers selvforståelse ellers blokerer; hvis dette fejler er memer som ’anonymitet,’ ’etik,’ ’social retfærdighed’ og ’privilegietjek’ værter for sociale dynamikker, der går imod de ofte prisværdige intentioner, der ligger bag dem. Opgaven omkring kollektiv selvbeherskelse kræver en hyperstitionel manipulation af begærets marionetdukker og en implementering af semiotiske operatører på et terræn af stærkt forbundne kulturelle systemer. Viljen vil altid blive fordærvet af de memer, den omsætter, men intet forhindrer os i at instrumentalisere denne omstændighed og kalibrere den med visheden om det mål, den begærer.

Xenofeminismen er kønsafskaffende. ’Kønsafskaffelse’ er ikke kodesprog for udryddelsen af, hvad der for tiden forstås som ’kønnede’ træk fra den menneskelige befolkning. Under patriarkatet kunne sådan et projekt kun være en katastrofe – idéen, om hvad der er ’kønnet,’ peger disproportionalt i den feminine retning. Men selv hvis der blev rådet bod på dette forhold, har vi ingen interesse i at se en formindskelse af den seksuelle diversitet. Lad hundrede køn blomstre! ’Kønsafskaffelse’ er en simpel betegnelse for ambitionen om at skabe et samfund, hvor træk, der for tiden samles under rubrikken ’socialt køn,’ ikke længere bygger et gitter for asymmetrisk magtudøvelse. ’Raceafskaffelse’ udvides til en lignende formel – at kampen må fortsætte, indtil de for tiden racialiserede træk ikke længere danner et større grundlag for mere diskrimination end ens øjenfarve. I sidste ende må enhver frigørende udryddelse hælde mod horisonten af klasseafskaffelse, da det er i kapitalismen, at vi møder undertrykkelsen i sin transparente og de-naturaliserede form: Man er ikke udnyttet eller undertrykt, fordi man er lønarbejder eller fattig; man er lønarbejder eller fattig, fordi man er udnyttet.

Xenofeminismen forstår, at muligheden for befriende afskaffelsesprojekter – afskaffelsen af klasse, socialt køn og race – afhænger af en dybdegående bearbejdelse af det universelle. Det universelle skal forstås som generisk, det vil sige, intersektionelt. Intersektionalitet er ikke en findeling af kollektiver til statisk fnuller af krydsforbundne identiteter, men en politisk retning der gennemskærer enhver partikularitet og nægter grove kropslige kategoriseringer. Dette er ikke et universale, der kan pålægges fra oven, men derimod et som kan opbygges fra grunden – eller endnu bedre, lateralt, så nye transitlinjer åbnes på tværs af et kuperet landskab. Denne ikke-absolutte, generelle universalitet skal vogte imod den letkøbte tendens til at sammenblande universaler med oppustede, umarkerede partikulariteter – specielt den eurocentriske universalisme – hvorved manden forveksles med det kønsløse, det hvide med raceløshed, det ciskønnede med det korrekte og så videre. Uden dette universale forbliver afskaffelsen af klassesamfundet en småborgerlig fantasi; afskaffelsen af race vil forblive et tavst hvidt overherredømme; og afskaffelsen af de sociale køn vil forblive en slet skjult misogyni, selv – og især – når de jagtes af svorne feminister. (Det absurde og hensynsløse spektakel skabt af mange selv-proklamerede ‘kønsafskaffere,’ der kæmper imod transkvinder, er bevis nok for dette.)

Fra de postmoderne har vi lært at brænde facaderne af de falske universaler og fordrive sådanne forvirringer; fra modernisterne har vi lært at si de nye universaler fra askerne af de falske. Xenofeminismen søger at skabe en koalitionspolitik, en politik der ikke inficeres af renhed. Håndteringen af universalet kræver eftertænksom kvalificering og præcis selvrefleksion, så det kan blive et forhåndenværende værktøj for mange politiske kroppe, og noget der kan approprieres imod de utallige undertrykkelser, der løber på tværs af køn og seksualitet. Det universelle er ikke en færdig plantegning, og snarere end at diktere dets brug på forhånd fremlægger vi XF som en platform. Selve konstruktionsprocessen er derfor forstået som negentropisk, gentagende og endeløst ombyggende. Xenofeminismen ønsker at være en foranderlig arkitektur, der ligesom open source-software forbliver åben for evindelige modifikationer og forbedringer, der følger af militant etisk tænknings navigationsimpulser. Åbent betyder dog ikke retningsløst. De mest vedholdende systemer i verden skylder deres stabilitet til den måde, hvorpå de får orden til at fremkomme som en ’usynlig hånd’ fra tilsyneladende spontanitet; eller udnytter inertien af investering og sedimentering. Vi bør ikke tøve med at lære af vores modstandere, eller af historiens succeser og fiaskoer. Med dette i tankerne søger XF måder at plante en orden, der er ligelig og retfærdig, og sprøjte den ind i geometrien af friheder, som disse platforme faciliterer.

Vi sætter vor lid til de tekniske videnskaber, hvor intet er så helligt, at det ikke kan rekonstrueres og transformeres, så det udvider brændvidden på vores frihed, så den også indbefatter socialt køn og mennesket som sådan. Når vi siger, at intet er helligt; at intet er transcendent eller beskyttet mod viljen til at vide, reparere og hacke, mener vi, at intet er overnaturligt. ’Naturen’ – her forstået som videnskabens ubegrænsede arena – er alt, hvad der er. Og derfor, ved at nedrive melankoli og illusion; det uambitiøse og ikke-skalérbare; visse online-kulturers libidinøse puritanisme; og naturen som et ugenskabeligt givet, finder vi, at vores normative antinaturalisme har skubbet os mod en stålsat ontologisk naturalisme. Der er intet, hævder vi, som ikke kan studeres videnskabeligt og manipuleres teknologisk.

Dette betyder ikke, at distinktionen mellem det ontologiske og det normative, mellem kendsgerning og værdi, er simpel og ligetil. Den normative antinaturalismes og ontologiske naturalismes vektorer spreder sig over mange ambivalente slagmarker. Projektet med at udrede, hvad der burde være, fra hvad der er; at adskille frihed fra fakta; vilje fra viden, er en endeløs opgave. Der er mange tomrum, hvor begær konfronterer os med kendsgerningernes brutalitet, hvor skønhed er uadskillelig fra sandhed. Poesi, sex, teknologi og smerte gløder med den spænding, vi har sporet. Men hvis vi opgiver opgaven om at revidere, frigør tøjlerne og sænker spændingerne, så dæmpes disse glødetråde øjeblikkeligt.

Potentialet i tidlig tekstbaseret internetkultur til at modstå undertrykkende kønsregimer, at skabe solidaritet mellem marginaliserede grupper, og tilvejebringe nye rum for eksperimenter, hvilket antændte cyber-feminismen i halvfemserne, er tydeligvis svundet i det 21. århundrede. Det visuelles dominans i nutidens online-brugerflader har genindført velkendte modi for identitetspolitisering, magtstrukturer og selviscenesættelse af kønsnormer. Men det betyder ikke, at de cyber-feministiske sensibiliteter tilhører fortiden. Sorteringen af de subversive fra de undertrykkende muligheder, der ligger latent i vore dages internet, kræver en feminisme, der er følsom overfor den giftige genkomst af de gamle magtstrukturer, men samtidig kyndig nok til at vide, hvordan man udnytter internettets potentiale. Digitale teknologier kan ikke skilles fra de materielle realiteter, der understøtter dem; de er forbundne, så de kan bruges til at ændre hinanden mod alternative mål. I stedet for at argumentere for privilegiet af det virtuelle over det materielle, eller det materielle over det virtuelle, griber Xenofeminismen instanser af magt og magtløshed fra begge for at udfolde denne viden som et effektivt indgreb i vores fælles komponerede virkelighed.

Indgreb i mere åbenlyst materielle hegemonier er ligeså vigtige som indgreb i digitale og kulturelle hegemonier. Forandringer i bymiljøet indeholder nogle af de mest betydningsfulde muligheder for at omstrukturere horisonterne for kvinder og queer-personer. Som kropsliggørelsen af ideologiske konstellationer er produktionen af rum og vores beslutninger omkring deres organisering i sidste ende artikulationer om ’os’ og viser samtidig, hvordan et ’vi’ bliver artikuleret. Med potentialet om at afskærme, begrænse eller åbne op for fremtidige sociale muligheder må xenofeminister tilpasse sig arkitekturens sprog som et vokabularium for kollektiv koreografi – den koordinerede komposition af rum.

Fra gaden til boligen må det hjemlige rum ikke undslippe vores tentakler. Så dybt forankret er det hjemlige rum blevet, at det er dømt umuligt at aflejre, hvor hjemmet som norm er blevet forvekslet med hjemmet som kendsgerning, som et uigenskabeligt givet. Forkvaklende ’hjemlig realisme’ har intet hjem i vores horisont. Lad os tage sigte mod augmenterede hjem bestående af delte laboratorier, kollektive medier og tekniske faciliteter. Hjemmet er modent for en rumlig transformation som et indbygget komponent af enhver proces af feministisk fremtidighed. Men det kan ikke stoppe ved havelågen. Vi forstår alt for godt, at genopfindelsen af familiestrukturer og det hjemlige liv kun er mulig på bekostningen af enten at trække sig tilbage fra den økonomiske sfære – kommunens vej – eller ved at bære hele byrden selv – den enlige forsørgers vej. Hvis vi vil bryde fri fra inertien, der har holdt kernefamiliens hendøende symbol på sin plads, hvilket stædigt har arbejdet for at isolere kvinder fra den offentlige sfære og mænd fra deres børns liv, alt imens de der viger fra kernefamilien bliver straffet, må vi overhale den materielle infrastruktur og bryde de økonomiske cyklusser, der har fastlåst den. Opgaven er todelt, og vores vision er nødvendigvis stereoskopisk: Vi må konstruere en økonomi, der befrier det reproduktive arbejds- og familieliv, imens vi bygger fortrolighedsmodeller, der er frie for lønarbejdets dræbende slid.

Fra hjemmet til kroppen presser artikuleringen af en proaktiv politik for bioteknisk intervention og hormoner sig på. Hormoner hacker sig ind i kønssystemer, der besidder et politisk sigte langt udover en æstetisk kalibrering af individuelle kroppe. Tænkt strukturelt er distribueringen af hormoner – hvem eller hvad denne distribuering prioriterer eller patologiserer – altafgørende. Internettets fremkost og den hydra af sortbørsapoteker, det satte fri – sammen med et offentligt tilgængeligt arkiv af endokrinologisk knowhow – var afgørende i at vriste kontrollen over den hormonelle økonomi væk fra de regulerende institutioner, der forsøger at begrænse truslen mod den etablerede seksuelle distribution. At handle på markedet indenfor bureaukraternes regler er imidlertid ikke en sejr i sig selv. Dette tidevande må løftes højere. Vi spørger, hvorvidt idiomet ‘kønshacking’ kan udvides til en langsigtet strategi, en strategi for wetware, der er beslægtet med det, hackerkulturer allerede har gjort for software – og konstruere et fuldendt univers af frie og open source-platforme, som er det tætteste på en praktisk mulig kommunisme, som mange af os har set. Uden dumdristigt at udsætte liv for fare kan vi så sammensy de embryoniske løfter, der bliver holdt foran vores næser af farmaceutiske 3D-printere (’reactionware’), telemedicinske græsrods-abortklinikker, køns-hacktivisme, DIY HRT-fora og så videre, for at samle en platform for fri og open source-medicin?

Fra det globale til det lokale, fra den digitale sky til vore kroppe sværger Xenofeminismen et ansvar over for konstruktionen af nye institutioner af tekno-materialistiske, hegemoniske proportioner. Ligesom ingeniører, der både må forestille sig en total struktur såvel som de molekylære dele, den er konstrueret fra, understreger XF vigtigheden af den mesopolitiske sfære som modstykke til den begrænsede effektivitet af lokale handlinger, oprettelsen af autonome zoner og rendyrket horisontalisme, ligesom den yder modstand mod transcendente, eller ovenfra påbudte værdier og normer. Den mesopolitiske arena af Xenofeminismens universelle ambitioner forstår sig selv som et mobilt og indviklet netværk af forbindelser mellem disse polariteter. Som pragmatikere omfavner vi smittespredning som en mutationel drivkraft mellem disse grænser.

XF hævder, at tilpasningen af vores adfærd til en æra af prometisk kompleksitet er et arbejde, der kræver tålmodighed, men en glubsk tålmodighed, der er i modstrid med det ‘at ’vente’. Kalibreringen af et politisk hegemoni eller oprørsk memeplex indebærer ikke kun skabelsen af materielle infrastrukturer for at synliggøre værdierne, den artikulerer, men stiller også krav til os som subjekter. Hvordan bliver vi værter for denne nye verden? Hvordan bygger vi en bedre semiotisk parasit – én der vækker de begær, vi gerne vil begære, som ikke kun orkestrerer et autofagisk orgie af nedværdigelse eller vrede, men et emancipatorisk og egalitært fællesskab understøttet af nye former for uselvisk solidaritet og kollektiv selvstyring?

Er Xenofeminismen et program? Ikke hvis det betyder noget så primitivt som en opskrift eller et værktøj, der kun har ét formål med, hvilket et enkeltstående problem løses. Vi foretrækker at tænke som den konspirerende eller læspende, der konstruerer et nyt sprog, hvori selve problemet er nedsænket, så løsningerne på det, og et utal andre problemer, kan udfolde sig med lethed. Xenofeminismen er en platform, en gryende ambition om at konstruere et nyt sprog for seksuel politik – et sprog der benytter sine egne metoder som materiale, som kan genbearbejdes og trinvist bootstrappe sin egen eksistens til live. Vi forstår, at problemet, vi står overfor, er systemisk og sammenlåst, og at enhver chance for global succes afhænger af et mylder af færdigheder og kontekster, der inficeres med XF’s logik. Vores er en transformation af sivende retningsbestemt underordning snarere end en hastig omstyrtning; det er en overlagt konstruktionstransformation, der søger at oversvømme det hvide overherredømme og kapitalistiske patriarkat i et hav af procedurer, der blødgør dets skjold og afmonterer dets forsvar, så en ny verden kan opbygges af brokkerne.

Xenofeminismen indekserer begæret til at konstruere en fremmed fremtid med et triumferende X på et mobilt kort. Dette X markerer ikke en destination. Det er indførelsen af en topologisk nøgle til formationen af en ny logik. I bekræftelsen af en fremtid løsrevet fra nutidens gentagelser kæmper vi for udvidende kapaciteter, for frihedsrum med en rigere geometri end kirkegangen, samlebåndet og ‘feedet.’ Vi har brug for nye perceptions- og handlingspotentialer, der ikke blændes af naturaliserede identiteter. I feminismens navn skal ’naturen’ ikke længere være et skalkeskjul for uretfærdighed eller en basis for nogen som helst form for politisk begrundelse!

Hvis naturen er uretfærdig, så ændr naturen!